Hånd og håndleddet


Smerter i hånd og håndled kan opstå af mange årsager. Nogle af de problematikker der ligger til grund for smerterne, kan en kiropraktor afhjælpe, mens andre kan kræve medicinsk behandling eller operation. Kiropraktoren vil altid udføre en grundig undersøgelse, så det kan afgøres, hvad der vil være den mest effektive og optimale behandling for dig. I nogle tilfælde vil der kunne blive foretaget en røntgen scanning, såfremt kiropraktoren finder indikation for dette.

Akutte og kraftige smerter, som opstår grundet f.eks. et fald eller lignende, bør du få undersøgt hurtigt, hvis de ikke aftager efter få dage, da der kan være tale om en fraktur eller forstuvning. Smerter i hænder og håndled kan også opstå efter heling af forstuvningen eller frakturen, og der kan opleves en nedsat bevægelighed. Her kan kiropraktisk behandling hjælpe med at genskabe bevægeligheden i leddet, og derigennem mindske smerter.

Ikke-akutte smerter, altså smerter som i højere grad er opstået over tid, kan have flere forskellige årsager. En af de typiske årsager er overbelastninger af hånden- eller håndleddet. Overbelastninger kan både opstå grundet sport, fx ved ketchersport eller vægtløftning, men kan også opstå i arbejdslivet ved ensidigt gentagne bevægelser.  Her er et klassisk eksempel “musearm”, som særligt vil give smerter eller ubehag i håndryggen. Et andet eksempel er seneskedehindebetændelse, hvor muskelsener og seneskeder i håndleddet er blevet irriteret. Dette kan give smerter og hævelse samt nedsat mobilitet og funktion i hånden og håndleddet. Her kan smertestillende medicin og aflastning ofte hjælpe i sig selv, men anden behandling kan blive nødvendig, hvis smerterne ikke aftager.

Overbelastningsskader er vigtige at få undersøgt, så det kan afklares, hvad årsagen til smerterne er, og hvordan de kan afhjælpes. Kiropraktorerne kan også rådgive om forebyggende tiltag for at forhindre at smerterne kommer retur. 

En anden årsag til smerter kan være slid- eller leddegigt i fingrene. Her kan smerterne eks. være ledsaget af hævelser til leddene. Du kan læse mere om slidgigt her

Gravide kvinder eller personer med stofskiftesygdom vil ofte være disponeret for smerter i hænder og håndled. Her kan det dog stadig være relevant at blive undersøgt af en kiropraktor for at afklare, hvorvidt der er tale om andre årsager til smerterne, og hvorvidt smerterne kan lindres ved kiropraktisk behandling.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at smerter i hænder og håndled kan skyldes problematikker andre steder i kroppen end selve håndleddet, f.eks. i albuen, nakken eller skulderen. Derfor er det også en god ide at blive undersøgt, så det kan afdækkes, om der skal iværksættes en behandlende indsats andre steder i kroppen.

Karpaltunnelsyndrom

Hvis du oplever en sovende fornemmelse i hånden, kan der i sjældne tilfælde være tale om karpaltunnelsyndrom. Den sovende fornemmelse vil her være fremkaldt af afklemning af en nerve i håndleddet, hvor pladsen mellem senerne i håndleddet er blevet for trang. Dette giver i højere grad snurrende og/eller sovende fornemmelser frem for egentlige smerter. Tilstanden er typisk værst om natten, da kroppen ikke lige så effektivt leder væske væk fra hænder og fødder om natten som om dagen. Fornemmelsen kan også trække op i underarmen. Symptomerne vil ofte opleves i særligt tommel-, pege- og langefinger. Udover en sovende/snurrende fornemmelse kan du opleve føleforstyrrelser i huden på de ramte fingre og tryk eller ubehag ved håndleddet, og i nogle tilfælde kan det medføre fummelfingrethed samt nedsat styrke i hånden og fingrene.

Årsagen til karpaltunnelsyndrom kan ofte være svær at fastslå, men i mange tilfælde kan det opstå efter en fraktur i hånd eller underarm, overbelastning gennem ensidige arbejdsbevægelser samt i forbindelse med sygdomme såsom lavt stofskifte og diabetes. Mange kvinder kan også opleve symptomer på karpaltunnelsyndrom i forbindelse med graviditet. 

Behandling af karpaltunnelsyndrom hos en kiropraktor vil blandt andet bestå af rådgivning om ergonomi og ændringer i daglige aktiviteter for at reducere gentagne bevægelser og stress på håndleddet.

Kiropraktoren kan også udføre ledmobiliserende behandling af håndleddet, albuen eller skulderen for at forbedre bevægelsesområdet og reducere eventuel nervekompression i karpaltunnelen. Dette kan bidrage til at mindske smerter og forbedre nervefunktionen. 

Kiropraktoren kan ligeledes bruge teknikker som massage og strækøvelser til at lindre muskelspændinger og forbedre blodcirkulationen, hvilket kan bidrage til reduktion af inflammation og smerte. 

Kiropraktoren vil også kunne hjælpe med øvelser, der styrker hånd- og underarmsmuskler og forbedrer fleksibiliteten. 

Behandlingen af karpaltunnelsyndrom vil ofte kræve flere besøg hos kiropraktoren over tid for at overvåge fremskridt og foretage nødvendige tilpasninger i behandlingsplanen.

Hånd og håndleddet