Arm- og skuldersmerter
Disse problemer dækkes under èt. Der findes lokalt afgrænsede problemer, som er nemme at diagnosticere og behandle. Ved længere varighed vil generne dog have en tendens til at brede sig til andre områder. Dette skyldes, at en række støttemuskler spænder henover mere end ét led og at leddene i det daglige ikke bruges isolerede, men altid indgår i en funktionel enhed. I håndleddet kan dårligt fungerende led udløse smerter i sig selv, men de omkringliggende muskler arbejder så stramt, at der kan opstå irritation i seneskederne – seneskedehindebetændelse. Problemer opstår hyppigt efter pludselige vrid, ensidigt gentagne bevægelser eller ved fald, hvor hænderne tager fra. Albueproblemer er mangeartede: Irritationstilstande i muskelfæsterne ses hyppigt. Klassisk skelnes mellem den såkaldte tennisalbue på albuens yderside og golfalbuen på indersiden. Mange gener opstår som en kombination af ledmæssige og muskulære problemer. Generelt er albueproblemer komplekse med gensidige påvirkninger fra håndled, skulder eller halshvirvelsøjle. Skulderleddet er et særdeles bevægeligt led, men netop derfor også meget udsat. Ensidig belastning, faldtraume eller forstrækning kan overbelaste skulderen, hvorpå kroppen reagerer. Den “frosne skulder” er et udbredt begreb, men bør egentlig kun benyttes ved ekstrem indskrænket bevægelighed. Ultralydsscanning er fortrinlig til at afsløre væskeansamlinger eller overrivninger i skulderkomplekset. Men en komplet skulderundersøgelse indebærer altid en kvalitativ analyse af bevægemønstre.
Skulderproblemer kan også være forårsaget af betændelse i de slimsække, der ligger mellem senerne i skulderen. En akut betændelse i disse slimsække kaldes for bursit. Ved betændelsestilstanden vil slimsækkene hæve op, blive fyldt med væske og derigennem medføre smerter. Udover smerterne, vil man også typisk opleve en indskrænket bevægelighed i skulderleddet. Smerterne vil ofte være til stede både under hvile, samt ved aktivitet. Årsagen til bursit er reelt ukendt, selvom overbelastning ofte nævnes som en årsag. Betændelsen kan i sjældne tilfælde skyldes bakterieinfektion.
Arm- og skuldersmerter kan stamme fra andre strukturer, langt væk fra skulderen. Fx kan smerter stråle fra halshvirvelsøjlens små led. Diskusprolaps i nakken kan opfattes som armsmerter. Brysthvirvelsøjlen eller ribbensleddene kan være irriterede og fremkalde smerter i skulderen. Endeligt kan de indre organer i kroppen projicere smerter, der opleves i skulderen. Hjertekramper (angina pectoris) er et klassisk eksempel, men også galdeblæren eller spiserøret kan være sæde for gener, der mærkes i skulderen
En grundig klinisk undersøgelse vil afsløre problemets oprindelse.